I Dannevang er vi gode til mange ting og tror vi er verdensmestre i endnu mere. I manges øjne er kampen for ligestilling overstået og stiller man spørgsmålstegn ved det, er man småhysterisk og hænger fast i fortiden. Men det er den manglende ligestillingskultur der er reaktionær. Fortidens sejre på ligestillingsfronten har gjort os blinde for nutidens udfordringer og vi fortæller hinanden at det vel går meget godt. Mange mænd og kvinder vrænger af ligestillingsdebatten og ser kun at det er relevant at diskutere når det handler om muslimske kvinders beklædning.

Ligestilling kom – og kommer ikke af sig selv. For 100 år siden førte Clara Zetkin og andre kvindesagforkæmpere an i Folkets Hus på Jagtvej 69 i København og besluttede at markere den internationale kvindekamp med et årligt markering. Det satte gang i en af de største frihedsbevægelserne i verden – kampen for at frigøre halvdelen af jordens befolkning. I Danmark er vi nået langt, men slet ikke langt nok.

Parolen lød i 60’erne at det private skulle gøres politisk. Samfundets indretning og kvindernes ligestilling ville aldrig ændre sig hvis man lagde det op til den enkelte. Problemerne var – og er – strukturelle. Jeg tror ikke der er mange mænd i dag der mener at kvinderne er mindre værd eller skal have færre rettighederne end mændene. Men sådan er det på en lang række områder. Kvinder tjener næsten en femtedel mindre end mænd, højere end EU-gennemsnittet og vi har et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. 60 procent af danskerne arbejder i næsten rene mande- eller kvindejob.

Økonomisk ulighed
Når de ellers i høj grad veluddannede kvinder stifter familie starter en økonomisk  ulighed der kommer til at præge dem resten af livet. Det kan virke logisk at den lavestlønnede (stort set altid kvinden) tager hele barslen og eventuelt går på deltid for at have tid til børnene. Men det bliver en selvforstærkende negativ spiral og kvinden ender med en livsindkomst langt under mandens. Det er mændene, der har de store pensioner og de høje lønninger og dermed er kvinder i 2010 i mange tilfælde stadig  økonomisk afhængig af deres mænd.

Starthjælpen, 450-timers-reglen og kontanthjælpsloftet fastholder mange kvinder, specielt indvandrerkvinder, i fattigdom og i et økonomisk afhængighedsforhold til deres mænd. Det skal være slut. Fattigdomsydelser er stigmatiserende og anti-ligestilling.

Barsel til mænd
Vi skal øremærke en del af barslen til mændene. Vores skandinaviske nabolande har for længst overhaler os. Sverige, Norge og Island har indført øremærket barsel til mændene, og i de lande tager mændene mere barsel end i Danmark. Ofte hører jeg så at det hører til privatlivets fred og det må familierne selv bestemme. Nøjagtig samme argument blev brugt i 50’erne. Var det ikke lykkes at sætte ligestilling på den politiske dagsorden, havde vi ikke flyttet os en milimenter.

Lige repræsentation
Andelen af kvinder i lokal politik har ikke ændret sig meget de sidste 20 år. Ved sidste byrådsvalg steg det en smule, men er stadig ikke højere end 32 procent. Der er brug for viden om hvorfor kvinderne ikke i højere grad interesserer sig for lokalpolitik og hvad der kan gøres for at tiltrække flere kvindelige kandidater.

På universiteterne udgør kvinderne kun 13 procent af professorerne, selvom der nu er flere kvinder end mænd der tager en lang videregående uddannelse. Der er 30.000 flere kvinder end mænd der tager en videregående uddannelse, men kun 5 procent af topledere er kvinder. I EU ligger vi tredjesidst, kun i Malta og Cypern er der færre kvindelige ledere. Samtidig er kun hver tiende bestyrelsesmedlem i danske virksomheder kvinde. Langt over halvdelen af bestyrelserne er helt uden kvinder.

Når der skal udpeges nye bestyrelsesmedlemmer vælger mændene de personer der ligner dem selv mest – altså andre mænd. Derfor bliver vi nødt til at diskutere dét vi i en perfekt verden helst ville undvære – kvoter. I Norge besluttede en konservativ minister at samfundet simpelthen ikke kunne være tjent med at træde vande længere, og indførte kvoter for at komme videre.

Vold mod kvinder
Til trods for, at antallet af kvinder, der udsættes for partnervold er faldet, så er vold mod kvinder samlet set stigende. Siden 2000 er mindst 96 kvinder i Danmark dræbt af deres partner. Vold, overgreb og voldtægt er hverdagen for 28.000 danske kvinder og samlet set er 70.000 kvinder årligt udsat for vold. Det er ikke kun et privat anliggende, det er et samfundsproblem og vi må ikke se den anden vej. De voldelige mænd skal ikke kunne gemme sig bag deres skræmte partnere, men skal mærke samfundets konsekvenser. Der kan være mange grunde til volden og den skal ikke undskyldes, men håndteres kollektivt. Et samfund skal måles på hvordan vi tager fælles skridt mod overgreb på de svageste og her har voldsramte kvinder (og mænd) brug for hjælp i stedet for at vi ser den anden vej.

Handlede kvinder er nogle af de mest udsatte og retsløse mennesker og har brug for sikkerhed for at kunne forlade alfonserne og angive deres bagmænd. Derfor skal de tilbydes permanent ophold, ellers tør de simpelthen ikke bryde ud.

Det er vores allesammens interesse at skabe et samfund med lige løn og  lige rettigheder. Det kræver at vi ikke lukker øjnene for de uligheder der stadig præger det danske samfund, men ser dem i øjnene og gør ord til handling.

God kampdag.