1. maj tale
Jeg var så heldig både at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag, 1. maj, i både Aalborg og Hjørring. Dagen startede hos SF-Aalborg hvor ca. 50 SF’ere spiste morgenmad, sang de gode røde sange og hørte taler. Ved middagstid tittede solen frem da vi gik, med fanen forresten, mod fagforeningsgården og det samlede optog. Om eftermiddagen var jeg inviteret til at tale ved LO’s 1. maj arrangement i Hjørring.
_________________________________________________________________________________________
Herunder er min tale på skrift og på video:
For et år siden udtalte Lars Løkke, i hans første tale som statsminister, at hans 19-årige søn og hans jævnaldrende ikke kender begrebet ungdomsarbejdsløshed.
I slutningen af 2009 var over 12 procent af unge arbejdsløse.Samtidig fortalte Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, os at bare man arbejder hårdt nok, så er man sikret en plads på livets solside.
Over hver fjerde nyuddannede akademiker står lige nu uden jobs.
Når beskæftigelsesminister Inger Støjberg modtager forslag såsom sociale klausuler og isbryder-ordninger, trækker hun på skulderen og siger at, at systemet er, som det skal være.
Unge er den gruppe der har størst risiko for arbejdsløshed, de er de mest udsatte, de har de dårligste lønninger.
I dag står en femtedel af en ungdomsårgang uden ungdomsuddannelse og frafaldet på erhvervsskolerne er under VKO steget voldsomt.
I løbet af de sidste to år er der forsvundet 10.000 praktikpladser og 7.000 unge har i år søgt forgæves. Hvordan overbeviser man unge, der forgæves har sendt mere end 50 praktikansøgninger, om, at der også er en plads til dem på livets solside?
Ungdomsarbejdsløshed kan ødelægge en generation. Derfor skal vi have de mange unge arbejdsløse tilbage på skolebænken og fuldføre en ungdomsuddannelse. SF vil arbejde for, at der oprettes flere praktikpladser.
Vi får at vide at kommunerne skal fyre 8000 – det er lærere, pædagoger, sosu’er der bliver samtidig med at der bare i år bliver givet skattelettelser for 14 mia. kr. I regeringens periode er der samlet givet skattelettelser for 200 mia. kr. For som Lene Espersen siger: “Når skatten går ned, så humøret op.”
Det er hendes budskab til offentlige ansatte der bliver fyret pga. besparelser.
Det er hendes budskab til de arbejdsløse håndværkere der ikke kan få jobs fordi regeringen ikke vil igangsætte offentlige investeringer.
Og Pia Kjærsgaard siger om skattelettelserne: ”Det er sygeplejersken, tømreren og andre i den kategori, der får noget ud af denne reform”.
Så kan de 8000 stille sig i arbejdsløshedskøen – ud til de private aktører hvor tilbuddene rangerer fra: ‘find din indre fugl’ til analyse af Hitlers håndskrift.
Jeg vil ikke fortælle mine børn at vi tabte en hel generation på gulvet fordi der manglede politisk vilje!
Vi skal sætte ind på to vigtige områder:
For det første skal vi skabe flere job. Vi må aktivt stimulere efterspørgslen efter arbejdskraft gennem offentlige investeringer.
Byggefagene er særlig hårdt ramt af krisen, derfor spørger vi i SF: Hvorfor energirenoverer vi ikke vores boliger og offentlige institutioner? Det vil skabe vigtige arbejdspladser, sætte gang i hjulene og gavne både klimaet og økonomien.
For det andet skal der skabes flere praktikpladser, så unge får mulighed for at gennemføre deres uddannelse. Antallet af skolepraktikpladser skal øges i perioder med krisetider, samtidig med at SF foreslår at vi forpligter virksomheder, der handler med det offentlige, til at oprette flere praktikpladser og tage lærlinge ind – altså sociale klausuler.
Vi står fast på, at arbejdsløshed er et samfundsproblem, der kan løses politisk. Det er specielt vigtigt i krisetider at vi har en aktiv arbejdsmarkedspolitik, imodsætning til en inkompetent beskæftigelsespolitik som nu. Arbejdspladser skal ikke være noget, der kommer og går med finanskriser og markedsanarkiets ødelæggende impulser.
Men det kræver politisk handling!
Vi er et lille land, uden ret mange andre ressourcer end de menneskelige. Alligevel formåede vi at blive et rigt land med en stor grad af fælles velfærd.
Hvorfor? På grund af en stærk fagbevægelse og politisk vilje!
Vi kan ikke konkurrere med Kina eller Østeuropa på lønnen – og det skal vi ikke! Vi skal heller ikke tro at vi er de eneste der vil leve af viden – det vil alle samfund på et tidspunkt.
SF foreslår at staten skal investere i vækstindustrier der skaber bæredygtige og varige job.
Markedet skal tjene os – ikke omvendt.
En veluddannet befolkning er en grundlæggende forudsætning for at sikre fremtidens velfærdssamfund. Det gælder hele arbejdsmarkedet – fra håndværkere og læger til ingeniører og sosu’er. Det kræver at alle får en reel mulighed for uddannelse, praktik, jobs og efteruddannelse.
Vi har kun verden til låns, og normalt når man låner noget, afleverer man det tilbage i god eller bedre stand, end da man fik det.
God 1. maj!
____________________________________________________________________________
