I dag vil Jeg fortælle en historie om min familie. Det er en historie om fem generationer før mig, der strækker sig fra 1849 til i dag.

I 1849, da vi fik Grundloven, var min tiptipoldefar Jakob Karstensen hvad vi i dag kalder teenager. Det nåede kun at blive hans Grundlov i 15 år. Han boede i det daværende Sydtønder, hvilket betød at da han fyldte 30 år, i 1864, var han på grund af storpolitiske begivenheder, ikke længere dansker, men tysker. At Danmark mistede Slesvig, kom til at præge min familie i generationer. Som dansk-sindede i Tyskland, havde de visse minoritetsrettigheder, såsom danske skoler, men de længes tilbage til ‘Det gamle land’ og var selvfølgelig udelukket fra at nyde godt at de demokratiske fremskridt i Danmark.

Men tilbage til Grundloven, som vi fejrer i dag. Med den fik vi formelt demokrati, men det tog 66 år før demokrati blev forstået som alle voksne og myndige menneskers ret til at deltage i valget af landets ledere. Faktisk var flertallet af befolkningen stadig udelukket, nemlig de 7 F’ere: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere.

Udover sociale og politiske klasser var valgklasserne også økonomiske. Som sagt var de fattige udelukket, men der var også positiv særstilling for de rigeste. Den privilegerede valgret bestod af de omkring 1000 rigeste mænd som havde to stemmer, fordi de betalte mere i skat.

Konservativ Ungdom forslog for et års tid siden at vi sletter 100 års fremskridt og fratager folk på overførselsindkomst deres stemmeret.
Idiotiske ytringer blev heldigvis beskyttet med Grundlovens paragraf 77 hvor “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker” – hvor idiotiske de end måtte være (min egen tilføjelse).

Fra Kejserriget Tyskland kunne min 24-årige tipoldefar kun se til fra sidelinjer, da der i Danmark var arbejdskamp op til Septemberforliget i 1899. Hovedaftalen, en slags grundlov for arbejdsmarkedet, var resultatet af mere end et halvt års storkonflikt. Hovedaftalen betød at fagforeningerne blev anerkendt, kunne forhandle løn og organisere fælles kampskridt for arbejderne. Det var et kæmpe demokratisk fremskridt indenfor arbejdsmarkedet.

To år senere, i 1901, fik vi udvidet demokratiet med Systemskiftet. Regeringen, den udøvende magt, byggede nu på flertallets politik i stedet for kongens. Ved at tage konsekvensen af Grundlovens krav om lige og almindelige valgret understregede man princippet om, at alle var ligeværdige borgere.

I 1915 kunne min 13-årige oldemor Erna høre om at de danske kvinder fik stemmeret. Grundlovsændringen i 1915 var et gennembrud for den lige og almindelige valgret. Kvinder og tyende blev nu også regnet for medborgere, ligesom godsejernes privilegier i Landstinget blev afskaffet.

Min oldefar Jacob blev, meget mod sin vilje, som 18-indkaldt til at kæmpe på tysk side. Han så sine kammerater blive slagtet i Verdun og blev skudt flere gange, hvilket resulterede i at han lå på lazaret indtil 1920. Han vendte hjem, med en arret krop og en halv mavesæk, til folkeafstemningen om genforening med Danmark.

Afstemningen i 1920 er både en utrolig vigtig begivenhed i dansk historie, men også i min families historie. Nu havde de en historisk chance for at blive danske statsborgere igen. Den 10. februar stemmer Nordslesvig for en genforening med Danmark. Erna’s dansksindede familie har været fuld af håb og forventning om dette også skulle ske for Mellemslesvig, hvor de boede, og hvor afstemningen skulle foregå en måned senere. Men Flensborg, hvor min 18-årige oldemor boede, stemte tysk. Det var en tragedie for min familie, men havde større konsekvenser. Det ledte nemlig direkte til Påskekrisen, da Kong Christian d. 10 efter pres fra bla. A. P. Møller, afskedigede Zahle, imod Folketingets flertal. Kongen ville udløse et folketingsvalg, der kunne give flertal for at indlemme Flensborg i Danmark. Avisen Social-Demokraten udkom med forsiden “Kongen begaar Statskup” og helvede var løs. Københavns Borgerrepræsentation, med Stauning i spidsen, gik til kongen og med udsigt til generalstrejke bøjede kongen af.

Påskekrisen blev endnu en demokratisk milepæl, da udfaldet af kongens enevældige handling blev at demokratiet, om end på en uskøn måde, viste sin saft og kraft. Monarkiet var knæsat og har været det siden. Men det viste også en af Grundlovens svagheder, nemlig at kongen (eller dronningen) kan afskedige statsministeren.
Derfor har vi brug for en ny grundlov.

Min familie var meget optaget den danske tradition for folkeoplysning og min oldefar, Jacob, brugte vinterhalvåret 1923/24 på Rødding Højskole, Danmarks (og dermed verdens) første højskole. Folkeoplysningen demokratiserede viden og indsigt og bidrog betydeligt til borgernes deltagelse i samfundet. Men Jacob skulle vende tilbage til Tyskland, der efter 1. verdenskrig var udsultet, ydmyget og i 30’erne gik det helt galt. Arbejdsløsheden raserede og Hitler var på fremmarch.

I Tyskland var det under krigen ulovligt at lytte til engelsk radio. Alligevel tændte Jacob jævnligt for radioen hvor det lød: ”Her er London, her er London.” Det kom landbetjenten for øre, men inden han fik anholdt min oldefar, var han flygtet og blev væk i flere måneder. Hadet til den tyske statsmagt, specielt under Hitler, resulterede i at min 5-årige mormor smadrede spisestellet, der som alt andet i Tyskland, var forsynet med hagekors. Hendes forældre smilede stolt af denne uartige lille piges raseriudbrud.

I Danmark bød Anden Verdenskrig på grundlovsbrud. DKP blev gjort ulovlig og kommunisterne blev forfulgt. Helt basale dele af Grundloven blev sat ud af kraft. Efter krigen genindførtes dødsstraf kortvarigt, hvilket var muligt fordi Grundloven ikke forbyder det. Det betyder, at også i dag kan 90 mandater indføre dødsstraf.
Derfor har vi brug for en ny grundlov.

Min 17-årige mormor mødte min morfar under et kortvarigt ophold i Danmark. Hun fik arbejdstilladelse så hun kunne blive, men kun kortvarigt. Derfor blev hun hans kone allerede som 19-årig. Det tog syv år før hun med lak og sejl fik bevis på sit danske statsborgerskab. Dermed blev hun den sidste af fire generationer der var i ufrivillig eksil i Tyskland. For min morrmor betød det dog først mange år med tilknytningskrav og bevisførelse på sit danske sindelag. Lyder det bekendt?
At blive anerkendt som fuldbyrdig borger krævede mange anstrengelser. Derfor kan hun trække tråde fra sit eget liv til indvandrerpolitikken i dag. En politik der gør det utrolig svært at blive politisk deltagende borger og hvor det diffuse begreb ’tilknytningskrav’ er nationalistisk og ekskluderende i natur og ubrugeligt i en stadig mere globaliseret verden.

Vi har en politik, der anført af Dansk Folkeparti, ikke tager sig af småting som retssikkerhed og ligebehandling, men lovgiver om 24-års regel, tilknytningskrav, danskhedsprøver etc. for at gøre det så besværligt så muligt for de andre, de fremmede, at komme hertil. At nære kærlighed til sit land og sine traditioner, er en god ting, men nationalismen må og skal man altid være på vagt overfor. Min egen families historie i Tyskland under krigen har sat sine spor, også i mig. Som den tidligere KZ-fange, Primo Levi har sagt:

“Den opfattelse, at enhver fremmed er en fjende, ligger dybt begravet i alle som en latent infektion, og dens yderste konsekvens er koncentrationslejren.”

Mindretalsbeskyttelse skal være en helt grundlæggende del af et demokrati. Det har vi ikke i Grundloven. 90 mandater kan ved lov indføre lejre for folk med brune øjne.
Derfor har vi brug for en ny grundlov.

Da min mor blev født begyndte kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet. Det gav dem økonomisk frihed og deres mulighed for selvbestemmelse steg kraftigt. Dermed udvidede demokratiet sig også. Formelt demokrati er ikke meget værd hvis vi ikke også har de sociale og økonomiske muligheder for deltagelse.

Jeg voksede op, og tog sammen med de andre unge fra min generation, mange af disse ting for givet. Men når jeg så mig omkring, begyndte det at gå op for mig at vi som samfund begyndte at skabe andenrangs-borgere.

Jeg oplevede at vi gik i krig, på et uovligt og umoralsk grundlag. Jeg har oplevet terrorlove, Tuneserlov og Lømmelpakke. Jeg har set en finanskrise blive til økonomisk katastrofe i land efter land, fuldstændig uhæmmet og ukontrolleret. Finanssektorens anarki er en af de største trusler mod vores demokrati.
- Vi kan ikke stemme om det.
- Vi kan ikke vælge bedre og mere fornuftige børsspekulanter.
Markedets anarki respekterer ikke Grundloven. Markedet er ligeglad med om folk mister deres job og opsparing.

Vi har en regering der har mishandlet vores land og smidt det samarbejde folkestyre over bord.

Til slut vil jeg citere nogle strofer fra sangen vi synger i dag, ‘Jeg er stolt af mit flag når det blafrer”:

“Jeg vil hejse mit flag for en fremtid,
uden frygt for den nye dag,
hvor vi viser os selv og hinanden,
at vi tror på en fælles sag.”