Højere S-SF-mål
Af Lisbeth Bech Poulsen
Kronik, Nordjyske Stiftstidende, 16. august 2008
INTEGRATION: SF og Socialdemokraterne har sammen fremlagt et bud på en reform af den danske integrationsindsats.
Der er tale om et udspil som lægger vægten på, at integrationen – for at lykkes og overvinde de problemer, som ikke mindst den siddende regering har forsømt – må bygge på en fælles, effektiv og langt mere engageret integrationsindsats.
Den fælles integrationsaftale mellem SF og S er god og historisk. Den består af 14 punkter, hvoraf de 13 punkter er ren SF-politik, og det er en fantastisk udvikling at få S med til at fjerne kontanthjælpsloftet og starthjælpen, give asylansøgere lov at arbejde og bo udenfor centrene og en styrket indsats mod racisme og forskelsbehandling.
I en tilnærmelse mellem forskellige, men allierede partier, er der selvfølgelig også uenigheder og knaster. Jeg vil derfor gerne slå det helt fast: SF har aldrig støttet og støtter stadig ikke 24 års-reglen og tilknytningskravet. Skulle det komme til en afstemning om 24 års-reglen og tilknytningskravet vil SF stemme imod.
Hvis man kunne skimte et politisk flertal for at afskaffe 24 års-reglen og tilknytningskravet – så havde jeg ikke stemt for aftalen i mandags. Men det flertal findes ikke.
Både i Folketinget og i befolkningen er der massiv opbakning til de to regler og selvom SF ikke støtter reglerne må vi erkende, at de formentlig kommer til at bestå noget tid endnu. Derfor skal de ikke have lov at stå i vejen for at vi kan realisere de 13 nødvendige, gode og rigtige integrationstiltag vi har fået med i integrationsreformen.
Det er en styrkelse af oppositionen og en svækkelse af Fogh, at S og SF nu aktivt begynder at demonstrere for vælgerne, at der er en slagkraftig opposition, med mod og vilje til at lave den politik og indgå de kompromisser der skal til for at afgørende at ændre dansk politik og dansk virkelighed til det bedre – det er i sandhed en milepæl.
Aftalen vil give en meget bedre, værdig og effektiv integration. Det vil forbedre livet for asylansøgere og nydanskere og dæmme op for en masse af de integrationsproblemer vi har haft de seneste par år. Vores legale asylansøgere og deres børn slipper for at rådne op i asylcentrene. De fattigste familier slipper af med den starthjælp og det loft over kontanthjælpen, som ødelægger især børnenes chancer for at have et almindeligt liv sammen med deres kammerater.
Indsatsen må starte forfra – med højere mål og nye virkemidler. Vi må give en realistisk forhåbning om, at vi i løbet af relativt få år kan bryde med de tendenser, der peger i retning af en dyb splittelse af det danske samfund. Det vil kræve en stor indsats fra alle sider.
