Hjem fra Afghanistan – men hvor hurtigt?
UGENS EMNE: Et stort flertal i Folketinget har indgået en aftale, der siger, at der ved slutningen af 2014 ikke skal være danske kampenheder i Afghanistan.
Er det en rigtig strategi? .
Lisbeth ( onsdag kl. 13.14):
Den aftale, der er indgået, er mellem de partier, der står bag Afghanistan-krigen. Det omfatter som bekendt ikke SF. Men aftalen er et stort fremskridt, fordi alle nu taler om en tilbagetrækningsstrategi.
Tidligere har højrefløjen, specielt DF talt om årtiers militære tilstedeværelse.
Det er heldigvis slut nu.
De har talt om fremskridt og sejre, mens sandheden har været en anden. Derfor er Afghanistan-forliget et skridt i den rigtige retning, selvom vi kunne ønske det gik hurtigere.
Peder ( onsdag kl. 22.14):
Lige nu oplever vi heldigvis i Nordafrika, hvordan demokrati skabes af befolkningen – ikke gennem ulovlige besættelseskrige.
Men jeg forstår ikke, hvordan du kan kalde den nye Afghanistan-aftale et fremskridt. Det er nok et fremskridt, at VOK nu i det mindste taler om tilbagetrækning, men katastrofalt at S og SF ( som har erklæret sig enig i aftalen) nu accepterer VOK ´ s strategi. Der sendes helikoptere, kamptropperne bliver, flere danske soldater og afghanske civile vil dø.
I stedet skulle en ny regering trække tropperne hjem nu og satse på udviklingsbistand og fredsaftaler.
Lisbeth ( torsdag kl. 14.23):
Jeg er helt enig med dig i, at demokrati kun kan opstå nedefra og ikke indføres gennem tvang! SF er som sagt heller ikke en del af Afghanistan-aftalen, men det er positivt, at der nu sker et ryk fra kamp til træning og civil opbygning, Det er positivt, at Danmark endelig øger den humanitære og civile indsats i Afghanistan, og at vi i 2012 kan forhandle den endelige tilbagetrækning. Forhåbentlig er der på det tidspunkt en ny regering.
SF har tidligere fremlagt en 10-punktsplan for Afghanistan -den kan læses på hjemmesiden.
Peder ( torsdag kl. 16.44):
Jeg ved, vi heldigvis er enige på lange stræk omkring en ny sikkerhedspolitik.
Det, der bekymrer mig, er, at med den nye Afghanistan-aftale, som SF støtter og ville skrive under på, hvis I kunne, er vi låst fast på VOK ´ s strategi frem til 2014. Det betyder fortsat tilstedeværelse af kamptropper, tanks og helikoptere.
I stedet så jeg hellere, at SF ville støtte Enhedslisten krav om at trække tropperne hjem og starte en fredsproces med massiv genopbygningsstøtte.
Et krav vi kunne rejse i fællesskab, samme dag vi får en ny regering, hvis I ikke accepterede regeringens strategi.
Lisbeth ( torsdag kl. 19.30):
Kære Peder.
Jeg er også glad for, at vi er enige langt hen af vejen, og jeg er helt enig i, at det ville være bedre, at det gik hurtigere. Men da regeringen ikke tidligere har villet diskutere en tilbagetrækning, så det er et fremskridt.
Der er meget på spil, både for soldaterne, for lokalbefolkningen, ikke mindst kvinderne. Men i 2012, når vi har en ny regering, kan vi forhåbentlig i fællesskab forhandle en bedre løsning hjem. Du skal I hvert fald ikke være i tvivl om, at SF også ønsker den hurtigste og bedste tilbagetrækning af kamptropper.
Peder ( torsdag kl. 22.43):
Hej Lisbeth Jamen så er løsningen da lige for.
SF skal bare meddele, at man alligevel ikke støtter VOK ´ s Afghanistan-strategi, men i stedet sammen med Enhedslisten vil presse på for, at en ny regering selvfølgelig vedtager umiddelbart at trække tropperne hjem, yde massiv bistand og hjælp til at igangsætte en fredsproces.
En ny regering må da vise et konsekvent brud med den dødbringende politik, VOK har ført. Det er positivt, de nu siger ordet tilbagetrækning, men endnu bliver det ikke fulgt op af handling.
Så vil SF undsige den nye Afghanistan-aftale og støtte et forslag om at trække tropperne hjem NU, når vi får en ny regering? Bedste hilsner Peder.
PÅ TALEFOD
{ På Talefod, der optræder i NORDJYSKE Stiftstidende hver søndag, er en ord-duel mellem to nordjyske folketingskandidater om et aktuelt emne. NORDJYSKE stiller hver onsdag et spørgsmål, som de to kandidater derefter diskuterer via mail.
{ I alt otte nordjyske kandidater deltager på skift i duellen, der i store træk følger folketingsåret.
FAKTA
FLERTAL I FOLKETINGET BAG HELMAND-PLAN 2011/ 12
{ Partierne bag Afghanistan-styrken, som tæller alle Folketingets partier undtagen SF og Enhedslisten, blev i denne uge enige om en såkaldt Helmand-plan 2011-2012.
{ Planen indebærer blandt andet: { At den årlige bistand til Afghanistan øges med 100 millioner kroner til 500 millioner kroner.
{ At et såkaldt specialstyrkebidrag på 15 soldater til april rejser til den afghanske hovedstad Kabul. Her skal soldaterne de næste tre til fire måneder samarbejde med amerikanerne, for at danske specialstyrker efterfølgende ved årsskiftet 2011/ 12 kan blive sendt til Helmand-provinsen for at uddanne og hjælpe de lokale afghanske sikkerhedsstyrker.
{ At de fremskudte patruljebaser i Helmand-provisen i august i år overdrages til de afghanske sikkerhedsstyrker, og de danske soldater trækkes tilbage til Gereshk by, hvor de skal rådgive, uddanne og træne afghanerne.
Omlægningen betyder, at der til efteråret kan trækkes 30 soldater hjem fra Afghanistan.
{ At den danske kampgruppe i februar 2012 omlægges til en trænings-, uddannelses-og rådgivningsbataljon, hvilket frigør yderligere 70 soldater som trækkes hjem.
{ At der i slutningen af året udsendes et helikopterbidrag i en periode, ligesom et transportfly bliver stillet til rådighed for ISAF til flyvninger med personel og materiel.
{ At forligspartierne er enige om, at der ved udgangen af 2014 ” ikke vil være danske kampenheder i Afghanistan”.
