Ikke jul for alle

Af LisbethBechPoulsen folketingskandidat ( SF), Borgergade 32, 9000 Aalborg lisbeth@lisbethbechpoulsen. com

FATTIGE: Nu er julemåneden gået ind – og med den juleindkøb, pakkekalendere, glögg og æbleskiver og om tre uger kulminerer det med juleaften, and og gaver. Forældre stresser for at give deres børn en hyggelig jul. Det koster mange penge, men sådan skal det være. Men for et stigende antal børnefamilier er december måned en prøvelse. De stresser ikke over at stå i kø i BR, men over ikke at have penge til gaver, julemad og juletræ.

Marcipan til konfekt er en luksus der bare ikke er råd til. De fattigste børnefamilier er oftest de mennesker, som er ramt af kontanthjælpsloftet, 450-timers reglen eller lever af starthjælpen, der er helt ned til 45 procent af kontanthjælpen.

Fattigdommen stiger år for år i Danmark. I dag lever 56.000 børn i fattigdom og i alt 200.000 mennesker i relativ fattigdom. Køerne til julehjælp slog sidst år rekord hos de sociale organisationer og i år ser det ud til at vi igen slår den kedelige rekord. Organisationer som Røde Kors og Frelsens Hær melder om henvendelser helt tilbage fra sommerferien fra familier, der søger om julehjælp. Så tidligt og i så stort omfang har organisationerne aldrig før fået henvendelser.

Regeringen kalder de ekstremt lave ydelser for “incitamenter” -men det har ikke fået flere i arbejde. De voksne ender i fattigdom af forskellige grunde, men det er aldrig børnenes skyld. Vi har 56.000 børn i Danmark, der vokser op i fattigdom og uden råd til fritidsaktiviteter, børnefødselsdage eller en jul med god mad og gaver.

Er det det Danmark vi ønsker?

Danskerne er gavmilde og lægger gerne en mønt eller seddel i indsamlingsbøssen. Størstedelen af danskerne udfører frivilligt arbejde og mange donerer tøj til hjemløse. Under en del juletræer vil der være gaver i stil med ” Giv en ged” til fattige i u-lande. Danskerne er gavmilde, men det smitter ikke af på regeringen, der har institutionaliseret fattigdommen i en sådan grad, at tusindvis af børnefamilier må stå i kø ved frivillige organisationer for et julemåltid.

Julemanden er kun for børn, vi andre må tro på en ny regering og en human politik.

Skriv en kommentar

Please note: comment moderation is enabled and may delay your comment. There is no need to resubmit your comment.