På Talefod: "Hvor interesserer danskerne sig ikke for EU?" – med Bo Fink (B)

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 31.05.2009

“Hvorfor interesserer danskerne sig så lidt for EU og Europaparlamentet, når omkring tre fjerdedele af dansk lovgivning udspringer fra EU?”

Kære Bo.
Danskerne er faktisk et af de folk i Europa der ved mest om EU. Når det er sagt, så hører man jo ofte nogen sige at de ikke vil stemme til Europa-Parlamentsvalget fordi de ikke ved nok om det. Jeg synes der har været et kæmpe svigt i folkeoplysningen når det kommer til EU. Det bliver ofte til teknikaliteter som ikke interesserer folk og uanset ens holdning til EU så er det et kæmpe problem. Ligesom der bliver transmitteret fra folketingssalen hver eftermiddag kunne DR indføre en times TV om EU.

Med venlig hilsen Lisbeth

Kære Lisbeth
Du har ret i, at danskerne nok har en større EU-bevidsthed, end de fleste andre europæere. Det er derfor tilsyneladende et paradoks, at stemmeprocenten til EU-valgene udviser faldende tendens. Men også kun tilsyneladende. Jeg mener ikke vælgerne kan beskyldes for manglende demokratisk omhu. Derimod mener jeg, at både kandidater, partier/medier fører en irrelevant valgkamp/rapporterer irrelevant og om tåbeligheder. Vælgerne gider ikke forholde sig til nonsens. De ser derfor bort fra meningsløsheder og stemmer ud fra overordnede holdninger (halvdelen) eller bliver hjemme (anden halvdel).

Venlig hilsen Bo

Kære Bo.
Jeg tror at mange danskere ikke kan se relevansen i EU, uanset at de får at vide at tre fjerdele af vores lovgivning kommer fra EU. Forhåbentlig får EU-oplysning en større rolle i uddannelsessystemet i fremtiden. Det er vigtigt at kandidaterne gør deres løfter konkrete og fortæller hvad de specifikt vil kæmpe for indenfor miljø, arbejdsrettigheder, kriminalitet etc. og bagefter følger op med oplysning om hvordan deres arbejde foregår. Demokrati kan ikke reduceres til et valg hver femte år.

Med venlig hilsen Lisbeth

Kære Lisbeth
EU’s lovgivning har på mange områder vendt op og ned på vores tilværelse, men ofte er lovgivningen kommet bag på os. Processen har været usynlig. Derfor er EU parlamentet så vigtigt, fordi det er vælgernes eneste vindue ind i lovgivningsmaskineriet.
Tænk hvis medierne rapporterede seriøst om det meget vigtige og offentlige arbejde i EU-parlamentets udvalg. Det er i i udvalgene indflydelsen ligger, og debatterne er ofte spændende. Tænk hvis partier og kandidater ville diskutere de ca. 1500 lovforslag EU-kommissionen har i støbeskeen lige nu. Så tror jeg vælgerinteressen ville blive massiv.
Venlig hilsen
Bo

Kære Bo
Jeg mener at de ansvarlige skal slå meget hårdere ned på korruption og pamperi i EU-systemet, for hvis der er noget der virkelig får folk til at vende ryggen til EU så er det de sager der kommer op med jævne mellemrum. Desuden skal der også en diskussion til om hvilke politikområder EU skal dække og hvilke medlemsstaterne selv skal bestemme over. Grænsen skal simpelthen tegnes tydeligere, for som det er nu forvirrer det mange, inklusiv mig selv. Derved kunne man forhåbentligt få en mere demokratisk struktur.

Med venlig hilsen Lisbeth

Kære Lisbeth
Du har fuldkommen ret. Udover de andre ting vi har været inde på, er uoverskueligheden et kæmpe problem, og den bliver desværre ikke mindre, hvis irerne trynes og presses til et Ja til Lissabon-traktaten. Med Lissabon-traktaten vil uoverskueligheden stige til nye højder. Hvor er det ærgerligt, at vi ikke fik en folkeafstemning. Et tydeligt nej kunne have presset EU til at indføre en enklere struktur med klarere afgrænsning mellem staterne og EU.
Den politiske kultur trænger også til et eftersyn. Men oplysninger om korruption og pamperi burde da kalde folk til valgurnerne fremfor det modsatte.
Venlig hilsen
Bo

Bo Fink er 59 år og bor i Sundby på Mors. Han er gift med Doris Mulvad. Parret har fire børn og fem børnebørn. Bo Fink er lærer og studievejleder på gymnasiet i Thisted. Fra 1990 til 1992 arbejdede han som politisk medarbejder i EU-Parlamentet for Regnbuegruppen, der bl.a. rummede Folkebevægelsen mod EF. I flere omgange har kan kandideret for De Radikale. Han er i dag folketingskandidat i Thisted-kredsen. www.radikale-thy.dk

portrc3a6t-fc3a6rdig_beskaret1Lisbeth Bech Poulsen er 26 år og bor i Aalborg, hvor hun skriver speciale i Udviklingsstudier på Aalborg Universitet. Hun er har været næstformand for Studentersamfundet og koordinator for Dansk Flygtningehjælp. Hun har arbejdet som bl.a. bartender og fabriksarbejder. Hun er formand for SF Aalborg, sidder i SF’s Hovedbestyrelse og Internationalt Udvalg. Hun er folketingskandidat for SF i Nordjylland, opstillet i Aalborg Øst. www.lisbethbechpoulsen.com

Skriv en kommentar

Please note: comment moderation is enabled and may delay your comment. There is no need to resubmit your comment.