På Talefod: "Nedsættelse af valgretsalderen" – Thomas Krarup (C)
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 25.10.09
“Skal valgretsalderen sættes ned fra de nuværende 18 år?”
—
Kære Thomas.
SF mener bestemt at valgretsalderen skal sænkes til 16 år. Det vil udvide demokratiet og inddrage de unge. De har i forvejen en række pligter og rettigheder, som f.eks. at kunne købe alkohol og komme i fængsel. Ved at give unge retten til at stemme kan man også i højere grad inddrage dem i den offentlige politiske debat. Det bør sammenkobles med en ekstra indsats for at lære børn og unge om demokrati, som de dermed kan bruge i praksis.
Venlig hilsen Lisbeth
—
Kære Lisbeth
Nej, valgretten skal ikke sænkes, og det er der flere grunde til. Vi kan jo begynde med undersøgelsen fra i tirsdags, der afslører, at blot 20 % af de 18-29-årige interesserer sig for lokalpolitik. Og blot hver tredje i den gruppe ved, hvem der er borgmesterkandidater i deres egen kommune. Hvorfor er det lige vi taler om at nedsætte valgretsalderen, når de, der allerede har valgret ikke går op i at bruge den? Stemmeret kræver livserfaring – og det har en 16-årig altså ikke.
Mange hilsner!
Thomas
—
Kære Thomas
Mener du derved at man skal gøre sig fortjent til at stemme ved at ens aldersgruppe samlet set skal interessere sig for politik? Den går altså ikke. Men det er rigtig at det er et problem at så få interesserer sig for lokalpolitik – men helt ærligt, vi kunne også gøre meget mere for at gøre det interessant. Vi kunne jo starte med prøvevalg for de 16-17 årige, det er der 30 kommuner der gør i forbindelse med kommunalvalget. Desværre var SF de eneste der stemte for i Aalborg byråd.
Venlig hilsen Lisbeth
—
Kære Lisbeth
Et prøvevalg er simpelthen at stikke de unge blår i øjnene. Og jeg synes det er vigtigt at koble valgret og modenhed sammen. For valgret kræver nogle forudsætninger som bl.a. livserfaring, modenhed og kunne forstå hvordan samfundet virker. Uden den viden er man jo helt forudsætningsløs og kan blive til fals for alle mulige populistiske argumenter. Og apropos: Hvordan kan du mene, at en 16-årig er moden nok til at stemme, men ikke moden nok til at bestemme om han/hun vil gå i solarium? For solariegrænsen vil SF jo have er 18 år?!
Mange hilsner
Thomas
—
Kære Thomas.
Jeg tror du undervurderer hvor meget de unge ved om samfundet og desuden skulle der undervises endnu mere i demokrati. Igen mener jeg, at når unge skal betale skat og kan komme i fængsel skal de da også have lov at være med til at præge samfundet. Der er også voksne der ikke ved hvordan samfundet virker – skal de så have frataget stemmeretten? Endelig vil jeg gerne vide: med populistiske argumenter mener du så sådan noget som knivlov, burkaforbud og 14 årige i fængsel?
Venlig hilsen Lisbeth
—
Kære Lisbeth
Jeg kender mange dygtige og vidende unge mennesker, også mange der mener, at valgretsalder på 18 år er en god idé. Og jeg er enig. Så har man fået en vis modenhed, og har haft mulighed for at sætte sig ind i samfundets virkemåde. Faktisk den samme modenhed og ansvarlighed som skal til, for at man kan få kørekort, og der er grænsen…18 år! Så konsekvensen af din tankegang må jo være, at du vil have at 16-årige også skal have kørekort? En farlig idé når man husker, at unge bilister er involverede i mange flere ulykker end mere modne bilister – netop fordi mange unge er umodne! På den baggrund har flere foreslået, at man skal være 21 for at få kørekort. Din idé er netop populisme.
Mange hilsner
Thomas
—
Kandidaterne:
Thomas Krarup er 32 år og bor i Aalborg. Han er kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet og arbejder som økonomikonsulent i Rebild Kommune. Thomas er gift med Charlotte og sammen har de to ønskebørn på 0 og 4 år. Thomas er folketingskandidat for det Konservative Folkeparti i Nordjylland, opstillet i Aalborg Nord. www.thomaskrarup.dk
—
Lisbeth Bech Poulsen er 26 år og bor i Aalborg, og er nyuddannet indenfor Udviklingsstudier & Internationale Forhold på Aalborg Universitet. Hun er har været næstformand for Studentersamfundet og koordinator for Dansk Flygtningehjælp. Hun har arbejdet som bl.a. bartender og fabriksarbejder. Hun er formand for SF Aalborg, sidder i SF’s Hovedbestyrelse og er folketingskandidat for SF i Nordjylland, opstillet i Aalborg Øst. www.lisbethbechpoulsen.com

